item1
Sukha
logobillede
et godt rum
 

bapuji, en sæbebobbel

Her er et forsøg på at fortælle en historie om 16 piger på et børnehjem i Indien, som jeg har haft æren af at møde gennem yoga.

For få uger siden kom jeg hjem fra endnu en tur til Indien. Tid i Indien giver altid liv lov til at boble og flyve på ny. Som en del af mit ophold var jeg tilknyttet Bapuji børnehjem i Mysore. Det første jeg husker fra Bapuji er fra en søndag morgen, hvor piger var i gang med deres daglige pligter. Piger ned til 4 års alderen var i gang med at vaske deres tøj. Et arbejde som hurtigt blev lavet til en leg, hvor tøjet blev vasket, mens kunster med sæbebobler blev udført til perfektion. Sæbebobler pustet i hænderne til de store som små fløj op mod himlen. En uskyldig glæde ved det simple, som det sjældent ses.

Formålet med min tidBapuji var at skabe øget fysisk aktivitet hos specielt de ældre piger - et ønske fra ledelsens side. Med udgangspunkt i pigernes egen kulturarv, yoga, blev fundamentet skabt for øget fysisk aktivitet - samt med fokus på derudover at skabe et smil på læben og glæde i øjnene. Ved ikke hvad jeg havde forventet, men det var en ambitiøs gruppe på 16 piger i alderen 9-17 år, som jeg dagligt havde med at gøre.

Pigerne kom fra vidt forskellig baggrund. En pige var som spæd blevet efterladt i vejkanten i en plastik pose, formodentlig fordi hun havde down-syndrom. Et søskendepar havde ar efter slag på både krop og hoved, som de sikkert har fået af enten deres biologiske far eller mor. Mens andre 'bare' var blevet efterladt i templer som spæd. Mange forskellige skæbner. Nogen kunne huske deres liv, før de kom til Bapuji, mens andre havde fortrængt det eller havde været for små til at mindes. Fælles for dem alle var, at de nu havde et hjem. De ældre tog sig af de yngre, daglige pligter blev indført i tidlig alder og skolegang til alle.

Efter den første uge var yogaen blevet et samlingspunkt hver morgen. De ældre piger var aktive, mens nogle af de yngre børn sad og kiggede under klassen. Nogle gange listede de yngre sig til at lave enkelte stillinger i smug, når de ikke troede, at nogen så det. Stillinger som stolt blev vist frem ude i gården efter klassen og om lørdagen blev deres 4 yogamåtter, som de skiftes til at bruge, skrubbet som aldrig set før og efterfølgende lagt til tørre i solen.

Der blev skabt en ånd, et pusterum og fællesskab, som jeg ikke ved, hvor kom fra og ikke har oplevet før. Som underviser reflekterer man selvfølgelig over, hvad der skabte denne næsten magiske energi. Jeg tror, at jeg må konstatere, at det er et fællesskab som vi måske ikke ser på samme måde i vesten, for når jeg tænker tilbage, så var det en tilstedeværelse som sagtens kunne sammenlignes med min første erindring om sæbeboblerne. Det at være her nu og være fuldstændig fokuseret, men stadig en naturlig plads til hjertevarme - Det er yoga for mig.

Jeg er taknemmelig for, at pigerne fra Bapuji bød mig indenfor i deres sæbebobbel og gav en lektion i yoga.

 

 

linkhome